Nu er der FEST, sneen er kommet til Jerusalem, og det er skønt! Om ikke andet så er det en oplevelse i sig selv at mærke israelernes reaktion på sneen, da den er intet mindre end fantastisk. Snestormen var sat til at starte onsdag aften, med det resultat at alle med respekt for sig selv provianterede og ingen regnede med at tage på arbejde om torsdagen. Landet lukker nemlig ned og det var muligt at følge med i uvejret via 24/7 updates i fjernsynet (lidt a la når der er valg eller dronningens fødselsdag, hvor det er det eneste emne, der bliver talt om i udsendelserne). For de af os, der ikke helt havde forstået alvoren var det lidt specielt at gå rundt i et ribbet supermarked, hvor alle andre har fyldt deres vogne til bristepunktet med madvarer nok til en uge.
Selvom vejret godt nok var ret mærkeligt om onsdagen (vi taler skiftevis regn, sne, lyn og hagl), så havde det nok ikke helt gået i Danmark, hvis alle bare blev hjemme fra arbejde om torsdagen. Der var nemlig til min store skuffelse kun regn og sjap tilbage – selvom alle selvfølgelig blev hjemme alligevel. Heldigvis er det begyndt at sne igen her til eftermiddag, så jeg skyndte mig ud for at nyde det. Så et par stykker, som tog billeder af sneen, så jeg følte mig helt israelsk, nu da jeg også stod og tog billeder af ganske almindelig snevejr.
Så ja, det var sådan set bare det jeg ville dele med jer. Julen er kommet til Israel og det er skønt.
PS. På grund af vejret har et par af arbejderne boet i lejligheden, da vi ifølge israelske standarter er sneet inde.
Besøget i Betlehem var en meget speciel oplevelse, primært på grund af den 10 meter høje betonmur, som man har bygget langs grænsen til Vestbredden. Den blev bygget i 2003 på grund af det stigende antal palæstinensiske selvmordsbombere, som kom over grænsen og sprang israelske busser i luften – problemet var så stort, at folk undgik at køre op på siden af busser, da de ikke ønskede at komme for tæt på. Siden murens opførelse er antallet af busbomber nedbragt betrageligt. Til gengæld har man dog fået udviklet noget der ligner et stort fængsel for de palæstinensere, som bor på Vestbredden, hvoraf kun dem med de blå identifikationskort har tilladelse til at krydse grænsen.
Nå, vi tog fortrøstningsfuldt afsted, og blev temmeligt overrasket over, at checkpointet til Betlehem kun lå omkring én kilometer nede af vores hovedvej. Vi var helt forvirrede da bussen stoppede så hurtigt, så vi gik hen og spurgte om vej til Betlehem, hvortil manden pegede og sagde: “Der”. Så her kan I se et lille udsnit af chekpoint.
Lige så snart man kommer ud på den anden side bliver du nærmest overfaldet af taxier, som vil køre dig rundt til alle turistattraktionerne. Heldigvis valgte vi til deres store fortrydelse af gå et langt stykke langs muren og bare se på mange af de graffititegninger, som pryder muren på palæstinensisk side. Som I kan se, er de præget af stor frustration over muren og dens symbolik.
Der er både statements, hvor du kan mærke et ønske om frustration over konflikten.
Og der er også den anden udgave, hvor der kaldes til kamp mod Israel.
Dette var dog den tegning, som rørte mig mest.
Noget af det mest specielle ved muren er, at den snor sig rundt i landskabet, som man kan se på kortet – hvor den sorte streg er muren. Selv bor jeg et lille stykke op af den grønne vej. Fx så er Rakels grav (konen til en af de tre jødiske patriarker) forblevet israelsk, da den har religiøs betydning for jøderne.
Jeg var også henne og se Fødselskirken, der som navnet antyder er bygget der, hvor man tænker, at Jesus er blevet født. Her bliver din forestilling om stalden rykket en smule, da det viser sig at være en grotte – og faktisk var det en hyggelig en af slagsen. Jeg må dog indrømme, at Fødselskiren, mælkegrotten, hyrdernes mark og alle de andre turistattraktioner man kan finde i Betlehem ikke helt kan måle sig med den oplevelse det var at gå langs muren. På hjemvejen havde vi også oplevelsen af at få konflikten tættere ind på livet, da vi gik samme vej tilbage. Pluslig lød der nogle brag og noget røg, hvorefter alle begynte at hoste, da der blev kastet noget tårergas. Heldigvis skete der ikke mere end det, men det var vildt at opleve, hvor hurtigt det skifter fra at være hyggeligt solskin til knap så hyggeligt.
Jeg har ikke særligt mange vise ord at sige i forhold til muren. Lige umiddelbart så sender den jo rimeligt kraftige associationer til Berlinermuren, og viser tydeligt, at det er Israel, som har magten i landet. Problemet med muren er jo, at den har virket i forhold til at bringe antallet af busbomber ned, så man kan heller ikke bare rive den ned. Ja, det er en indviklet og på nuværende tidspunkt en temmelig trøstesløs konflikt.
Tak fordi I stadig læser med, det er lidt vildt, at andre mennesker finder det spændende at høre om, hvad jeg render rundt og laver hernede.
Mange af de steder jeg har besøgt i Israel har været nogle, som er historisk eller bibelsk interessante….dette er ikke tilfældet med Eilat. Byen er det sydligste du overhoved kan komme i Israel, hvilket betyder, at selvom det er hundekoldt i Jerusalem, så er det stadig varmt nok til shorts, strand og snorkling i Eilat…hvilket var et lækkert afbræk fra hverdagen. Jeg var faktisk heldig nok til at være i Eilat to gange på én uge, da jeg både var der med mine roomies og ugen efter på tur med beboerne.
Den første gang boede vi på et meget flippet, kristent shelter, hvilket bestemt kan anbefales. Her var der en meget afslappet stemning med et sofahjørne, hvor alle var velkomne. Stemningen var i det hele taget hyggelig, så det var lige, som det skulle være.
Så, som de turister vi trods alt er, brugte vi primært tiden på at bade, hænge ud ved stranden og snorkle lidt rundt ved korallerne.
Nu, hvor jeg er kommet gevaldigt bagud med min blog vil jeg ikke bruge så meget tid på Eilat. Det er et sted, som er perfekt til ukomplicerede sharterferier, men ikke noget, som er specielt spændende. Man skulle helt vende sig til, at der ikke var skyggen af en ortodoks jøde i nærheden, og at det var helt i orden at gå i korte short.
Ugen efter tog jeg endnu engang den fire timer lange bustur, denne gang i selskab med beboerne på hjemmet. Jeg vil bare lige dele et par billeder med jer, så I kan se lidt af min hverdag fra arbejdet.
Her var der et foredrag, som vidst nok handlede om noget gammelt vand (tænkte straks på, hvordan Sophia altid ville minde alle, som tillod sig at sige noget så dumt, om, at alt vand er lige gammelt). På den anden side var oplægget på hebraisk, så jeg skal ikke kunne sige, om ikke det i virkeligheden er meget spændende. I hvert fald brugte Mirjam og jeg primært tiden på at tage selfies med en af beboerne, som vidst heller ikke fandt det gamle vand videre spændende.
Her er vi foran en forlystelsespark, hvor vi var sammen med beboerne. Hende jeg er sammen med på billedet kalder mig nogengange hen til sig og siger “picture, picture”, så det fik vi noget af tiden til at gå med. Her var der også en 4D (?) biograf, hvor der både blev sprøjtet med vand, pustet vind og rykket i sæderne – næsten for meget af det gode, hvis du spørgter mig.
Her var så det hotel vi boede på med hjemmet – lidt anden standart end den vi selv rejser med ;)
På turen hjem stoppede vi på en kibbuts, som havde en masse køer. Her blev der produceret choko’er i mængde, hvilket vi fik en smagsprøve på.
Og her til sidst skal I bare lige se noget sejt. Det her er et billede taget ud af den ene side af ruden.
Og her har I så udsigten fra den anden side af ruden.
Da jeg tog til Israel vejede min kuffert 19,8 kg (maksimal udnyttelse af de tilladte 20 kg), hvoraf de fem var dedikeret til et bocciaspil. Boccia er en handicapsport, som minder meget om petanque, bare med nogle andre bolde – altså rimeligt oplagt, når man arbejder på et handicaphjem. Efter at have tilbragt omkring tre måneder i Israel lå mit bocciaspil dog stadig i skabet, så jeg var begyndt at være lidt irriteret over at have slæbt det med helt fra Danmark til Israel, når nu det bare stod og samlede støv.
Heldigvis er der kommet en udvikling, da jeg passerede det lokale, hvor workshoppen lige havde oprettet aktiviteten boccia. Her var en mand udefra ved at lære dem at spille boccia. Jeg skyndte mig derfor hen til hende, som ledede det, og sagde, at hun gerne måtte få mine bolde – det var nemlig mandens egne bolde. Så efter at have forklaret, at jeg havde arbejdet for Handilife, så det var ment som gave til hjemmet blev hun virkeligt glad, for nu kunne de også spille, selvom ham manden ikke var der. Rimeligt heldigt, da beboerne elsker at spille det!
Så nu behøver bocciaboldene ikke længere stå ubrugte hen i mit skab. Det var da meget sjovt, ikke ;)))
Familie er jo sådan en dejlig ting, og i den sidste uges tid har jeg været priviligeret nok til at have besøg hjemmefra. Mor, Sofie og Mads kom nemlig til Jerusalem, så jeg har haft mulighed for at vise dem lidt af min by. Jeg skal ellers lige love for, at det er en ubehagelig tid de er kommet i, der har nemlig været en ubehagelig stemning siden terroraktionen i sidste uge. Jeg var derfor først i tvivl om, hvorvidt vi overhoved skulle gå ned i Den Gamle By, men vi besluttede at tage derhen alligevel (det var heldigt, at vi gjorde det om mandagen, da der har været en del stenkast siden, og onsdag blev Den Gamle By helt lukket, grundet endnu en terroraktion). Vi var derfor en tur til Gravkirken, hvor vi endnu engang stiftede bekendtskab med den meget katolske stemning der. Selvom jeg ikke tror, at det gør den store forskel i forhold til deres frelse, så er det imponerende at se, hvor passioneret de er, når de står ved graven. Derefter var vi også nede ved Grædemuren, hvor der var en del Bar Mitzvah’er (man kan vel kalde det en form for jødisk konfirmation). Som I kan se, er vi glade for, at vi tog derhen.
Næste highlight på turen var onsdag, hvor vi startede ud med at se solopgang på Masada, noget jeg personligt så meget frem til. Som nogle af jer måske kan huske, så var jeg på jordens hårdeste vandretur, som endte med at være så lang, at vi gik glip af belønningen ved at se solopgangen. Heldigvis gik det fra at være en tam solnedgang, hvor det bare blev lyst, til at det var et smukt syn ud med bjergene og Det Døde Hav som kulisse.
Vi ser også selv ganske tilfredse ud – billedet her er taget efter, at vi stod op kl. 3 om natten for at tage på en 45 min lang bjergbestigning. Den helt store joke blev “Hvem tager mor”, da hun som bekendt var den ældste i selskabet. Mads tog hende på vejen op, og jeg tog hende med ned igen. På billedet ser hun stadig glad ud, da hun har glemt, at bjerget er lige så langt ned som op ;)
Efter at have været på Masada tog vi til Ein Gedi, hvilket er en oase i ørkenen. Efter morgenens hike slappede vi bare af ved siden af det her babyvandfald. Her var mor den hardcore, som var henne og bade i det, imens vi andre var godt tilfredse med bare at possere foran ;)
Sidste stop på turen var ved Det Døde Hav. På dette sted var der masser af det mineralholdige mudder, som er godt for huden. Det er særdeles underholdende at se alle stå og smøre sig ind i det klammeste mudder – så derfor blev vi selvfølgeligt også nødt til at prøve.
Den helt store underholdning kom, da en nigeriansk menighed også kom. I starten var de meget forsigtige i deres machende outfits, men lige pludselig kammede de helt over og begyndte at smøre mudder alle steder – som i ALLE steder. Det så sjovt ud, sådan som de hev ud i badedragten for at få mudder på både bryst og baller. Nu var jeg selv travlt optaget af mit eget mudderprojekt, så jeg har ikke noget billede af det, men her kan I lige se en lille del af menigheden.
Efter et par travle dage var det hyggeligt at slappe lidt af i Tel Aviv. Her er stemningen helt anderledes end i Jerusalem, måske på grund af Middelhavet, som byen ligger lige op til? Det skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald afslappende. Det var hyggeligt at have tid til bare at være sammen, nu hvor der går lang tid indtil vi ser hinanden igen.
Her fik vi friskpresset lemonade!
Mads var også ovenud begejstret for hotellet!
Vi fik også lov til at nyde den smukkeste solnedgang, og denne gang behøvede vi ikke at bestige noget som helst :)
Man opdager også lige pludseligt, at mine små søskende er ved at blive store. Hvordan i al verden gik det til?!
Sofie: “Tænd for boblerne Mads. Jeg kan egentlig bedst lide det uden, men det ser lidt mere luksuriøst ud på billedet”. Så I må huske at lægge mærke til synet af boblerne ;)
Jeg havde fuldstændigt glemt, hvor mange “Ej, er I tvillinger?” kommentarer jeg altid får, når jeg er sammen med Sofie. Hun er heldigvis ikke den værste at blive sammenlignet med, nu hvor hun er så flot ;)
Så er det vidst blevet tid til endnu en update, så I alle sammen ved, hvad jeg har lavet her på det sidste, da I jo nødigt skulle gå glip af noget. Idag er den velvalgte overskrift “I Jesu fodspor”, da jeg har været på en tre-dagstur til Galilæa, hvor Jesus som brugte en hel del tid.
Den første aktivitet bestod i at ride på hest. Jeg må indrømme, at det her vidst nok er første gang jeg har reddet på en hest, uden at nogen har holdt fast i rebet. En ridetur i Golanhøjderne var derfor en ganske glimrende anledning til at få krydset det af to do-listen. Imens vi fik introduktion til “ridning for dummies” styrtregnede det, så vi blev nødt til at stoppe to gange undervejs. Heldigvis blev regnen erstattet af det smukkeste solskin, lige så snart det var vores tur til at ride. Derfor var der rig mulighed for at nyde den smukkeste udsigt fra toppen af en hesteryg. Her kan I lige se et billede af alle os stolte ryttere, hvor min hest er den prikkede Pipi-hest i venstre side (den som ikke helt følte for at smile til kameraet).
Som sædvanligt var vores tidsplan skredet ganske betragteligt, så derfor skyndte vi os videre ned til Genesaret sø, da vi skulle ud og sejle. Som I kan se, så er det begyndt at trække op til uvejr igen, men det forblev heldigvis i skyerne, imens vi var ude og sejle. Genesaret sø har spillet en stor rolle som kulisse for mange af historierne i Biblen, så det var ret specielt at være der. Her i Israel har man en forkærlighed for at bygge massive kirker på alle de steder, hvor der måske eventuelt kunne være sket et mirakel, hvilket godt kan gøre det lidt svært at forholde sig til selve stedet. Dette har man ikke haft mulighed for at gøre her ude på midten af vandet, og da bjergene sandsynligvis heller ikke har ændret sig så meget, så ligner det jo nok meget godt det vand disciplene sejlede rundt på.
Næste stop efter vandet var en båd kaldet Jesus-båden. Det er en båd, som kan dateres til det første århundrede, hvilket fik nogle kristne til at tænke, at det nok var den båd, som Jesus har sejlet rundt i. Det kommer vi nok aldrig til at vide, men uanset hvad, så har den i hvert fald lignet denne her. Ret vildt at kigge på den, efter at vi havde fået at vide, at der kunne være op til tre meter høje bølger, som det var stort set umuligt at forudsige. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at skvulpe rundt i sådan en åben båd under en storm.
På dag nr. to var vi ude ved noget, der hedder Migdal. Det er relativt “nyt” (altså, det er ældgammelt, man har bl.a. fundet den ældste synagoge), men det er kun fem år siden, man opdagede ruinerne af Maria Magdalenes gamle landsby. Hun er også en nice bibelsk person, som vandrede rundt med Jesus. Guiden var meget entusiastisk og sagde, at “Vi ved, at Jesus har gået her, da han hun skulle fra synagogen til Maria Magdalenes hus!”. Jeg må dog indrømme, at jeg havde lidt svært ved at forholde mig til alle de forskellige ruiner, så jeg ved ikke helt, om jeg følte historiens vingesus. Til gengæld var jeg meget imponeret over den nyopførte kirke lige ved siden af. Istedet for at være fyldt med bling-bling altre og evigt messende katolikker var den helt fredfyldt . Her kan I se alteret, som er bygget med form som båd med Genesaret sø i baggrunden. Jeg tænkte i hvert fald “wow”.
På denne dag så vi virkeligt mange forskellige steder og kirker, som alle var meget spændende at se og besøge…men hvis I overvejer en tur til Galilæa, så tror jeg I skal bruge lidt mere end tre dage på det :) Et sted, som gjorde indtryk på mig var her ved Capernaum. Det var ikke så meget den gamle synagoge (som nu er blevet degraderet til at være den næst-ældste) eller Peters (nok den discipel, vi læser mest om) hus – det var faktisk lidt sjovt, man har bygget noget der ligner en ufo oven på ruinerne, hvor man gennem et glasgulv kan kigge ned i det lille bitte hus, hvor vi ved, at Jesus har stået. I stedet kunne jeg godt lide at gå ned til vandet, som lå lige ved siden af. Her var der ikke fyldt med turister, man kunne høre bølgeskvulp og mærke vinden, solen og freden. Det kan godt være, det blev lidt for hippie-mærk-naturen-agtig, men det er lige sådan jeg bedst kan beskrive det ;)
Vi tilbragte også et par timer i Nazareth Village. Her har man købt en klat land i midten af Nazareth, hvor man har forsøgt at genskabe, hvordan det kunne have set ud. Personligt syntes jeg, at det var lidt ufrivilligt komisk, da det var meget opstillet. Fx var vi inde og besøge Josef, som bl.a. kunne høvle og snitte. Det mest spændende var at se graven, sådan som den kunne have set ud:
Jeg kom i hvert fald til at tænke på, hvor meget man bliver påvirket børnebibeltegninger, uden at man selv opdager det. Jeg havde en idé om, at stenen var meget større, end den reelt ville have været og for at lave et lille tilbagespring, så har Jesus-båden i midt hoved altid bare været en lille robåd. Nu, da vi var i Nazaret var vi også forbi Bebudelseskirken, som er den største kirke i Mellemøsten.
Den er derfor kæmpestor, og da den er dedikeret til Jomfru Maria er der mange billeder af hende. Det var faktisk meget spændende at se, da man havde billeder af hende fra mange fra mange forskellige lande, så man kan se, hvor meget vi også påvirket af ens eget land og kultur. Her ses i hvert fald en japansk udgave af Maria med Jesusbarnet:
Nu har jeg desværre glemt, hvilket land det her var, man man har i hvert fald valgt en nogen anden stil!
Aftenen blev tilbragt oppe ved Ordet & Israels bibelskole, hvor I her kan udsigten fra deres bakketop. Jeg kan lige sende en advarsel ud til dem, som overvejer at tage til Galilæa-området: Du kommer hjem med MANGE udsigtsbilleder ;)
Den sidste dag startede med (tiltrængt) afslapning ved Hamat Gadar, som er et sted med varme kilder. Den varmeste var 42 grader, så her måtte man ikke være i mere end 10 minutter, da du ellers kunne få det dårligt af svovldampene. Heldigvis var der også bare varme kilder, som det var lækkert at svømme lidt rundt i. Når man er fra Danmark så er der jo næsten heller ikke noget bedre end at kunne bade i oktober måned ;)
Vi havde også fornøjelsen af at se papegøje-show og kigge på kæmpekrokodiller. Hvis I ikke har så meget at lave, så kan I altid kaste jer ud i at spotte, hvor mange papegøjer I kan få øje på her på billedet.
Afslutningen på turen var en gåtur ved Banias, hvor man bl.a. kan se Israels største vandfald. Det var virkelig dejligt at gå rundt i natur, som er helt grønt og som har fået masser af vand (det har vi ikke så meget af i Jerusalem). Efter at have set så mange ruiner og murbrokker, så var det også meget hyggeligt at se på noget, som er levende og grønt ;)
Og lige lidt mere fra gåturen at kigge på, håber I kan mærke, at der er meget fredfyldt. Det eneste, som man ikke fornemmer af billedet er, at vagterne i parken var usædvanligt sure på os, da vi kom meget sent. De råbte derfor til os, at vi skulle skynde os og gå hurtigere, hver gang de fik øje på os fra deres udkigsposter. Denne opfordring blev helt igennem ignoreret af pastoren, så vi følte ikke noget særligt pres over at gå hurtigt :)
Og her kommer så et næsten fuldkomment gruppebillede af alle os volontører fra Israelsmissionen :)
Så, jeg ved ikke, om I kan fornemme, at I bør tage en tur til Galilæa, så I også kan se alle de her ting og mere til!
PS. I forhold til, at turen nærmest kun bestod af at kigge på gamle ruiner, mosaikke mm, så er det faktisk rimeligt imponerende, at I ikke har fået et eneste billede af alle de nice steder. Hvis I har en inderlig lyst til også at se alle ruinerne, så kan I kaste et blik på Missionspiloternes video, da den også er ganske glimrende ;)
Vi bliver vidst i børnesangsuniverset lidt endnu, så jeg håber I deler min forkærlighed for netop børnesange ;)
Jøderne fejrer i øjeblikket sukkot (løvhyttefesten), hvor de mindes hvordan Gud tog sig af israelitterne, da de vandrede i ørkenen. Der var derfor budt til festlig fejring i præstelejligheden, hvor vi også fik bygget vores egen sukka:
Den skulle vidst leve op til alle diverse regler (og det var ellers nogle stykker). Så vidt jeg husker skal den både være stor nok til, at dit hoved og en bakke med kan være i den og få skygge. Skygge er faktisk det altafgørende, da det er pointen med sukkaen. Det er også derfor, den skal være under 9 meter (da man ellers ikke kan fornemme taget) og den kan ikke være indenfor, da den så ikke ville skygge. En anden forskrift vi fik checket var, at det skal kunne regne igennem taget. Jeg oplevede nemlig min første regndråbe siden Danmark og i al åbenlys hemmelighed var jeg rimelig entusiatisk over lyden af regndråber – jeg tog endda et billede af det ;)
Så, som I nok kan høre, så kom vi godt igennem sukkot, som faktisk refereres til som intet mindre end festen :)
Ja, sådan noget kan man nemlig gøre her i Israel, hvis man er her under Yom Kippur. Da vores leder skulle beskrive det sagde hun: “During Yom Kippur, the whole country shots down” – og det var lige, hvad der skete.
Yom Kippur minder lidt om jul på den måde, at selv jøder, som ikke normalt holder nogle andre jødiske højtider, holder Yom Kippur. Fra fredag til lørdag faster og beder jøderne, da det her er sidste chance for at blive indskrevet i livets bog for det kommende år. Det er afgørende, hvis du dør i løbet af året, da nogle ortodokse jøder ikke tror man kommer i himlen, hvis du ikke er indskrevet her. Derfor har de fleste travlt med at faste og bede, så der kører ingen biler (der er faktisk sat mange vejspærringer op, bare for at understrege det), ingen toge, ingen busser, intet TV og radio og alle butikker er lukket.
Jeg havde selv lige misset, at busserne stoppede tidligere end normalt…så derfor befandt jeg mig stadig på hjemmet, da busserne stoppede. Efter en delvis taxatur kastede jeg mig ud i (hvad der føltes som) en livsfarlig cykeltur. Jeg har nemlig aldrig cyklet med udvendige gear og håndbremser og da slet ikke i kombination med araberkvarteret. Nå, jeg overlevede heldigvis og kan rapportere, at når du låser cyklen i Israel så tager du sadlen med i tasken ;)
Nå, her kommer så pointen med det her indlæg; da der ikke er nogle biler på vejene så kan man jo selv gå på dem. Så det benyttede vi os af.
Da vi jo alle sammen holder af at fortælle historier om “dengang jeg var i Israel gjorde vi…” sørgede vi for både at spise, cykle og gå på motorvejen ;)
Om aftenen var vi nede ved Grædemuren for at høre shofarhornet afslutte fasten. Jeg ved ikke, om man kan fornemme det, men der foregår intens bøn blandt er hvidklædte jøder.
Så, vi må håbe at de alle sammen gjorde sig fortjent til at komme i Livets Bog – de var i hvert fald klar til fest og søde sager efter fasten :)
Er det ikke sådan de går og synger i Bamses Julekalender? Det er i hvert fald en glimrende titel nu, da jeg har været på tur i ørkenen – denne gang i Mahktesh Ramon-krateret syd for Jerusalem. Så vidt jeg husker var det noget med, at selvom overfladen var god så var undergrunden dårlig. Derfor kunne alt vandet (ja, fra omkring november kommer der regn i ørkenen), løbe ned i jorden og gøre den ustabil. Det i kombination med noget pladetektonik gjorde, at det hele styrtede sammen, noget skød ned og andet skød på. Okay, nok naturgeografi i denne omgang, det er i hvert fald et spændende landskab man er endt med.
Den første dag var stille og rolig med kun en enkelt virkelig hård opstigning. Et af højdepunkterne når man sådan er på vandretur er frokost (aldrig har pitabrød med humus eller nutella smagt så godt!). Den første dag blev det under det eneste ordentlige træ i miles omkreds.
Når det er 30 grader skal jeg lige love for, at man bliver taknemmelig for skygge. Her blev der også sunget fødselsdagssang på syv forskellige sprog for en af volontørerne, som havde besluttet sig for at tilbringe denne vigtige dag i midten af en ørken.
Her er vi lige kommet op af Ramons tooth, hvilket var den klart hårdeste del af dagen.
Når vi nåede toppen af hårde stigninger var der tid til pause og en velfortjent müslibar og en masse vand.
Som I kan se er det nogle temmeligt store flasker, som man ovenikøbet bærer to af. Du skal nemlig drikke intet mindre end fire liter vand hver dag, når du render rundt i ørkenen.
Du skal nemlig være klar til, at bjerget er ligeså langt ned som det var højt op.
Hvis I kigger godt efter, så er bagtroppen på vej ned her, hvilket også minder om noget af en bjergbestigning.
Som nævnt er det at komme til frokost et højdepunkt…det at komme i mål er heller ikke helt dårligt! Her er der sat nogle store sten op, så der er lidt læ. Aftenen blev så tilbragt med hygge, fællesskab og trætte ben.
Vi fandt blandt andet ud af, at de chiliglade mennesker skal holdes langt væk fra madlavningen, da der var sindssygt stærk mad og fuldstændigt ude af proportioner, stærk mad. Det er jo super, når der er en overflod af mælk og vand.
Nå, men den største oplevelse var næsten at gå på højderyggen.
Som I kan se er der ikke ret meget plads at arbejde med, så det at falde ned bliver pludselig en reel ting og man begynder at tænke over, hvor små og skrøbelige sådan nogle mennesker som os egentlig er.
Efter nærmest at have klatret ned gik vi nede i flodsengen.
Når regnen kommer bliver her fyldt med vand, hvilket er lidt vildt at tænke på, når man sådan går på bunden.
Denne begivenhedsrige dag fortsætter, da vi efter at være kommet igennem noget som ligner Mordor skulle op af det højeste bjerg. Det var så hårdt, at jeg næsten ikke kunne overskue at kravle op for at sidde i skyggen. Heldigvis klarede vi også det og kom op på toppen, hvor man kan sidde og lufte fødderne ud over klippen – noget, som giver et sug i maven!
Så var det blevet tid til sidste dag, hvor David endnu engang vækkede os med morgensang og havregrød.
Det eneste jeg har at sige om den er, at der var langt, som i virkeligt langt. Det meste af turen var på en eller anden form for grusvej, hvor man rigtig kunne se målet langt ude i horisonten. Eneste afbræk var denne romerske ruin (også kaldet “skuret”)
Og en sidste omgang pita med humus, som blev spist med stor glæde og velbehag!
Så, efter 100 km i ørkenen med masser af sved og støv kom vi endelig frem til den længe ventede tankstation, hvor vi kunne købe en velfortjent cola!
Ja, hvis du ikke har helt styr på din jødiske kalender så kan jeg fortælle dig, at idag er første dag i år 5775. Her er vi kommet godt ind i det nye år, da der var festlig fejring af Rosh haShana i præstelejligheden.
Her var vi omkring tyve stykker som mødtes for at gøre det jøderne nu gør til deres nytårsfest. Her kan I se den tallerken man starter med.
Faktisk kom der også et fiskehoved senere, men det må I bare forestille jer. Pointen med alle de her små forskellige stykker mad er, at de hver især skal minde dig om noget. Fx er der på hebraisk ordspil mellem rodfrugt og “at forlade”, så det skal minde os om, at Jesus har sonet vores ondskab. Fiskehovedet skulle minde os om, at Gud skal være vores hoved og ikke følge bagefter som halen, granatæblekernerne mindede om mangfoldiggørelse osv. Da vi er kristne var det jødiske ritual lettere omskrevet, da vi godt kan lide at have Jesus med i det vi laver ;)
Alt dette blev afsluttet ved, at der blev blæst i et shofarhorn – Rosh haShana bliver også kaldt hornblæsningsfesten.
Ifølge traditionen skal man blæse i hornet 100 gange i løbet af i går og idag, så det gjorde vi alle sammen vores bedste for at nå op på.
Jeg kan fortælle jer, at det ikke er helt nemt at få en ordentlig lyd ud af sådan et horn.
Jeg satser stærkt på at få et usædvanlig godt år her i år 5775, da jeg har spist både æbler dyppet i honning og dadler – det skulle ifølge jøderne gøre det kommende år sødt som honning. Hvis ikke I har fået spist nok søde sager så kan det nås endnu, da dagen idag også tæller med ;)
Emma på tur! 